Holdturnering halvvejs
Efter den sidste udsatte kamp blev spillet her i aftes har alle vores hold nu været gennem halvdelen af deres kampe. Det ser absolut lovende ud. Vi vidste at Stigadivisionen ikke havde en chance, så deres nedrykningsplads er helt som forventet. Jyllandsserie-holdet havde vi regnet med at få en placering i midten. Med 5 point er de placeret som nr 6 i rækken 1 point op til Randers og 4 point mellem Sjørring og de 2 bundhold. De 4 øverste hold er meget stærke, og selv om Li kun har tabt 1 kamp i hele turneringen, så vil det blive svært at komme længere op end evt nr. 5.
Rigtigt flot er det at vores serie 2 er på andenpladsen i deres række. Kun 1 nederlag på 4-6 til topholdet fra Holstebro og 1 uafgjort mod SKF fra Karup er absolut tilfredsstillende. Vores tidligere færøske  landsholdsspiller Jakup Hansen har gjort det godt sammen med Tommy Jensen, Erik Jensen, Peer Andersen og ikke mindst drengespilleren Laus Ø Nielsen. I den sidste kamp besejrede Laus Nielsen en af de spillere, der er udtaget til kvalifikation til Top 12 i netop drengerækken. Vi har hele tiden ment, at Laus burde have fået en chance for at kvalificere sig til Top 12, men det har der desværre ikke været lydhørhed fra Jysk Bordtennis Union.
Serie 3 holdet har også en andenplads i deres række. Her har hovedtruppen bestået af Nichlas Kanstrup, John Sørensen og Allan B Madsen. I denne række topper ubesejrede Skive, mens Sjørring har tabt 1 og spillet 1 uafgjort.